Guatemala & Honduras

Stejle bjerge, huller i vejen og eksotiske omgivelser

22. oktober

Honduras. Klik og se flere billeder.

I går tog vi chancen og kørte over grænsen til Nicaragua senere på dagen end vi plejer. Vi kom igennem på 2 timer og vi fandt frem til overnatningspladsen i god tid. Det er noget rigtigt skidt hvis man bliver fanget i bureaukrati eller krakilske toldere, og så kommer ud så sent, at vi bliver tvunget til at køre videre i mørke. Det er både risikabelt og svært at finde vej. Derfor tilstræber vi altid at være ved grænsen fra morgenstunden.

Det har vist sig at det næsten altid tager ca. 2 timer. Vi har nu fundet rutinen og de sproglige vendninger (ingen kan engelsk af betydning ved grænsen), så det går nemt og uden misforståelser. Det er dejligt at mærke at investeringen i spanskundervisning har båret frugt.

For ca. 10 dage siden var vi tidligt vi ved grænsen fra Mexico til Guatemala. Her gik det også nemt og der var endda så meget styr på det i Mexico, at vi fik vores depositum på 200 dollar tilbage på trods for af de håndskrevne dokumenter fra Tijuana. “Nogen” havde fået tastet vores oplysninger som de skulle, og vi fik blot udskrevet nye papirer i tolden i syd, så det hele kunne afsluttes. Vi var positivt overraskede.

Nogle gange er processen meget bureaukratisk. Det er ikke unormalt, at de beder om en masse kopier af det ene og det andet. Vores pas, registreringsattest og internationalt kørekort har vi altid kopier af. Men der er altid nogle andre nyere dokumenter, som skal kopieres. Det er der så en masse små næringsdrivende, der lever af sammen med salg af kioskvarer i et lille skur. Vores opgave er at løbe rundt og få de rigtige underskrifter, kopiere og betale en masse forskellige steder, indtil alle siger ok. Meget forvirrende første gang – det hjælper når man efterhånden forstår hvad og hvorfor det skal ske. De skal have styr på først os i deres systemer og dernæst at bilen der kommer ind i landet bliver taget med ud igen. Det er en midlertidig import vi laver.

Ved siden af dette er der ansvarsforsikring på bilen. Den købes ofte ved grænsen også. Vi er ikke lykkedes med at finde forsikring i Honduras og Guatemala (det er ikke lovpligtigt), så vi vælger at kører den mest direkte vej igennem. Vi gør så stop undervejs og vi har gennemsnitligt 4-5 dage i hvert land, så det passer godt.

Et lille indblik i det praktiske rejseliv..

Mudderskred i Guatemala

Vi kører ind i Guatemala i bjergene. Fra Mexico er det nærmest som at møde en mur af flotte og stejle, grønne bjerge. Fra grænsen går det længere op og vi passerer flere gange 3000 meter.

De stejle sider giver udfordringer i regntiden, som kun lige er ved at slutte. Der er mange jordskred og mange steder er vejen i et spor enten fordi der ligger jord på den anden halvdel eller fordi underlaget for vejen er skredet i den ene side – typisk i indersiden af et hårnålesving. Vi væbner os med tålmodighed og rammer også myldretiden en fredag eftermiddag inden vi kører den sidste strækning til Atitslan søen på en stor ny 4 sporet vej. Vi var presset på tid og glæden var stor, da vi uventet møder den.

Der lever mange indianere i bjergene. Især kvinderne bærer de traditionalle klædedragter som er forskellige fra landsby til landsby. Kyndige kan se på dragten hvor en kvinde kommer fra.

Undervejs på ruten oplever vi en omfattende hjemmeproduktion af tekstiler. Mange steder sidder en eller flere kvinder ved lænde-væven og arbejder. Desværre byder de sig ikke til med direkte salg, og til trods for en del tilløb, finder vi ikke mod til at stoppe og tage kontakt. Vi må vente med at kigge og købe til senere på et marked i et turistområde.

Vi har fået en ny ledsager på vores rejse. Det er en app – Ioverlander.com – hvor vi kan dele overnatningssteder med ligesindede. Det er fantastisk. Siden vi er begyndt at bruge den, har vi fået enormt overblik over vores overnatningsmuligheder. Den har ændret vores rejse totalt og åbnet for mange nye oplevelser.

Lago Atitslan

En af dem var en lille campingplads ved Atitslan søen, som vi aldrig havde fundet selv. Men appen gav os muligheden og andre rejsende har bidraget med gode input, som vi bruger i vores valg.

Atitslan er en vulkansø. Man skal derfor over en kraterkant for at komme ned af en lang og meget stejl nedkørsel til søen. Når man først er kommet dertil, bliver man derfor nogle dage og nyder ferielivet. Det er et stort feriested i Guatemala. Klimaet er godt – sol og kølige nætter. Vi er der dog i slutningen af regntiden, så regnen spøger også.

Desværre er der ikke godt nok styr på kloakeringen og nogle steder frarådes det er bade i det klare vand i søen. Vi vælger at følge rådene og tage på tur landsbyerne. Søndagsudflugten bliver en tur i hængekøjen ved søen. Vi finder for sent ud af, at turen til en landsby på den anden siden kræver skift til en anden båd og at vi ikke kan nå at komme hjem inden aften. Den kan gøres i bil også, men pga. et røveri på strækningen for nylig, tilrådes politieskorte. Her går vores grænse, vi vælger hængekøjen og får til gengæld en lang og hyggelig snak vores nabo, som viser sig at være en fantastisk dygtig fotograf, der har lavet flere fotobøger og er meget vidende om Guatemala.

Gode samtaler er berigende. Det er noget af det der gør rejselivet spændende.

Lænde-væv på væg i Antigua.

Efter Atitslan besøger vi kort den smukke kolonitidsby Antigua inden vi kører gennem Guatemala City (= fælles udfordring i cockpittet!) og videre mod grænsen til Honduras.

Den største seværdighed i Honduras er Mayaruinen Copan. Vi kører over grænsen tæt ved den, og vi vælger at se den. Vi møder mange ruiner på vores vej, og selvom de er imponerende, er de også meget ens og det kan være svært at forholde sig til. På Copan er der lavet plancher, der viser hvordan det vi ser, kunne have været brugt i i datiden. Det er bemærkelsesværdigt godt, og vi glæder os over det.

På vejen gennem Honduras får vi mulighed for at besøge en bekendt -Angela – i spejdernetværket, som har arbejdet på spejdercenteret Our Chalet i Schweiz. Hun er siden blevet gift og hendes mand er også engageret i spejderarbejdet. Desuden er han aktiv i folkevognsnetværket i Honduras. Det er et meget pudsigt sammentræf. Efter vores ankomst modtager han en film på messenger fra en i byen. Han fortæller at han har set en VW, som de ikke kender i landet. Og sender en film…det er os, vi så ham godt og hilste, men vidste ikke at han filmede:-)  Det har vi meget sjov ud af.

VW nørderi i Honduras

Et besøg i et hjem i et så fremmed land som Honduras er en oplevelse. Særligt når det er ved så varme og ligesindede mennesker. Vi har mange gode samtaler om spejder, folkevogne og ikke mindst mad. Vi bliver grundigt indført i Honduras madkultur og smager nyt. Fredag aften møder vi endda Arne og Tanja, som er danske NGO-er, der arbejder i Honduras. De kører også folkevogn..

Stor tak til Angela, Douglas og hans søn (hvis navn vi undlader at stave til) for deres gæstfrihed i en travl hverdag. Mucho gracias!!

Mens Angela tager til hovedstaden for at hjælpe ved indsamlingen til bekæmpelse af brystkræft og Douglas pakker det sidste til spejdernes deltagelse i JOTA/JOTI (spejdere i hele verden taler sammen over radio i denne weekend – Jamboree On The Air / Internet) kører vi videre til grænsen og ind i Nicaragua.

Engagement og ansvarlighed findes heldigvis alle steder i verden.

Topbilledet er fra en dejlig weekend ved vulkansøen Atitslan.

Galleriet er denne gang et eksempel på de flotte busser der kører rundt i Guatemala. De fleste ser ud til at være gamle amerikanske skolebusser, der er “pimpet” til anledningen.